Januscentret har i 2023 udloddet overskydende midler fra egenkapitalen til fortsat og yderligere forskning i Januscentrets database. Donationen udbetales til seniorforsker, Phd, psykolog Susanne Bengtson, Retspsykiatrisk Forskningsenhed, Middelfart /RFM). Donationen gives i forbindelse med at den Selvejende Fond Januscentret ophører solvent.
Susanne Bengtson og Mimi Strange har iværksat den første danske matchede kohorteundersøgelse af børn og unge, der har udvist med seksuelt bekymrende/krænkende adfærd overfor andre børn og unge. Undersøgelsen gennemføres i samarbejde med forskere fra Danmark, Sverige og USA.
Formålet med undersøgelsen er at tilvejebringe viden om: 1) Tidlige risikofaktorer og behandlingsbehov og 2) risiko for fornyet seksualkriminalitet. Undersøgelsen inkluderer 619 børn (<18 år), der har været henvist til udredning ved JanusCentret, DK, i perioden 2003-2022. Case-gruppen vil blive sammenlignet med matchede kontrolpersoner (anbragte og børn/unge fra almenbefolkningen).
Undersøgelsen har qua sit praksisnære og tværfaglige fokus potentiale til at bidrage med brugbar viden i forhold til at udvikle effektive eller forbedre eksisterende indsatser. Undersøgelsen kan således give fagfolk, interessenter og beslutningstagere solid viden og retningslinjer, der kan hjælpe til at identificere, gribe ind overfor og forebygge børn/unges overgreb på andre børn.